OM CANCERVENNER.DK

Cancervenner.dk skal være en platform for kræftpatienter og pårørende, der har brug for at møde andre i nøjagtig samme stadie af deres sygdoms- eller behandlingsforløb. Idéen opstod, da jeg selv oplevede, hvor uvurderlig støtten fra en "cancerven" kan være. I Cancervenner.dk handler det ikke om at få gode råd fra en der har været igennem det, men om at dele en hverdag med én, der kender lige netop din situation, fordi de selv står lige midt i den. Samme sted, samme sygdom og måske samme tanker og drømme.


DET SÆRLIGE VED CANCERVENNER.DK 

Samme behandlingsstadie Brugerens ønsker og oplysninger om diagnose, behandlingsforløb, alder og interesser hjælper os med at matche to mennesker, der virkelig deler samme udfordringer, uanset om det drejer sig om kemo, operation eller livet som pårørende.


Fælles rejse fremfor mentorordning
Det er ikke en klassisk mentorordning, men en platform for gensidig støtte. Brugerne er i samme båd og giver hinanden sparring og nærvær, uden at nogen er 'foran' eller 'bagud'.


Tidlig indsats
Cancervenner.dk sigter på at komme i spil allerede fra diagnose eller fra de første behandlingssamtaler. På den måde kan man sammen håndtere usikkerheden og ensomheden, før den for alvor sætter sig.


Uafhængig og fortrolig 
Ingen tredjeparter eller kommercielle aktører. Her handler det om menneskelige relationer uden reklamer, uden bagvedliggende salg. Vi tror på at folk godt kan selv.


Understøttet af Rigshospitalets kræftafdeling 
Rigshospitalet har givet en forhåndstilkendegivelse om at deltage i et testforløb. Denne faglige opbakning øger vores mulighed for at forbedre og forankre platformen.


Vores vision er at skabe fællesskab i øjenhøjde. Ingen skal stå alene med kræftdiagnosen, man skal kunne finde en ligesindet at dele både håb og bekymringer med. Det er kernen i Cancervenner.dk: en tidlig, personlig og oprigtig støtte, som bidrager til, at kræftpatienter og pårørende kommer bedre igennem forløbet sammen.