Min cancerven hedder Niels. Jeg var så heldig at møde Niels på Rigshospitalet. Han kom ind på min stue 6 dage efter, at jeg selv var blevet opereret for spiserørskræft. Han var 2 måneder yngre end mig, og vi skulle mere eller mindre igennem det samme forløb. Til at starte med var jeg nok mest hans cancerven, for jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at han skulle føle sig godt forberedt på det, han skulle igennem. Gennem mig kunne han se og høre, hvordan hans næste tid på hospitalet ville forløbe. Man bliver meget hurtigt meget fortrolige, når man ligger så tæt med kun et forhæng imellem sig. Hvis man vil hinanden selvfølgelig. Og det ville vi. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det i starten, hvordan jeg lå når jeg havde ondt eller skulle sove, hvor meget besøg jeg orkede, hvilke slags smertestillende medicin der virkede på mig, og hvem af sygeplejersken der var lettest at få lidt knust is ud af.

Da jeg blev udskrevet efter 3 dage på stue med Niels, gav vi hinanden et kram og aftalte, at vi ville holde kontakten. Dermed blev Niels også min cancerven. En jeg kunne snakke med om alt, hvad der havde med vores sygdom at gøre, både det fysiske og det psykiske, men også om, hvordan man bager det bedste surdejsbrød, famile, eller hvordan det går med at komme tilbage på arbejde. Jeg besøgte ham, da han selv skulle udskrives nogle dage efter, og så ringede vi ellers sammen en gang om ugen for lige at høre, hvordan det gik. Vi fik arrangeret det sådan, at vi fik vores kemo sammen en af de efterfølgende gange, og vi har været til netværksgruppemøder sammen. Og vi har mødtes på Riget, når den ene skulle ind og have en form for behandling, der tog en hel dag, så ventetiden ikke føltes så lang.

Vi ved præcis, hvad den anden snakker om, når vi fortæller om besvær med at spise, problemer med maven, frygten for, om det hele nu også er væk, osv. Det har været en kæmpe gave at have en, der har været igennem det samme som en selv. Vi er forskellige på mange måder. Jeg har f.eks børn og kone, han bor alene, men vi har noget sammen, som kun vi forstår. Jeg ville ønske, at vi havde mødtes noget før. Måske allerede dengang, jeg skulle igennem de første omgange med kemo. Et kræftforløb er en vanvittig belastning for en, både fysisk og psykisk. Og selv om man er omgivet af mennesker, der elsker en og støtter en, så føler man sig ofte utrolig ensom med sin sygdom.

Og der har Niels, min cancerven, været en uvurderlig støtte. Jeg håber, vi holder kontakten i lang tid, og at vi via vores cancervenskab kan inspirere andre til at blive cancervenner. Det er ikke sikkert, at man er så heldig som Niels og jeg var. At komme til at ligge på stue med en, der har lyst til at dele, som man har lyst til at holde fast i og som både kan hjælpe en med de tanker og problemer, man har, men også give en muligheden for at give igen. Det er det, vi gerne vil opnå med Cancervenner. dk. At man kan finde en at dele sin sygdom med, som ved præcis, hvordan man har det, både med sygdommen, men også alt det omkring sygdommen. Glæder og sorger, tanker og bekymringer, sejre og nederlag, håbet og frygten og så alt det, der ikke handler om kræften, taknemmeligheden og bare at nyde det liv, man stadig har.

Jeg vil ønske, at alle kræftpatienter havde en cancerven som Niels, og det er vores håb, at man kan opnå det igennem Cancervenner.dk. For det handler ikke om at få gode råd fra mange, men om at følges med én.

/ Thomas Rasmussen